Vedtægter
§ 1
Navn:
Foreningens navn er “Grundejerforeningen Hesselbjerg af 9/9-1969”. Hjemhørende i Gribskov Kommune med adresse på formandens helårsadresse.
Medlemmer:
Alle nuværende og fremtidige ejere af parceller udstykket fra matr. nr. 2 e Hesselbjerg by, Blistrup sogn og matr. nr. 3 bz Bakkebjerg by, Blistrup sogn har ret og pligt til at være medlemmer af grundejerforeningen, i øvrigt i henhold til den af Blistrup (I dag Gribskov) kommune udarbejdede servitutter og den på ejendommen tinglyste deklaration af 21. maj 1969.
Også ejere af omliggende parceller kan optages som medlemmer, såfremt en generalforsamling ved almindelig stemmeflertal vedtager dette.
Begæring om optagelse og udmeldelse sker ved skriftlig eller elektronisk henvendelse til bestyrelsen. Optagelsen effektueres først, når kontingentet er betalt.
Dersom et medlem har tilmeldt sig e-post, sidestilles denne kommunikationsform i enhver henseende med almindelig post, medmindre det ikke ønskes.
§ 2.
Formål:
Grundejerforeningen, der er upolitisk, er stiftet i henhold til de af Blistrup (I dag Gribskov) Kommune udarbejdede servitutter, og de på medlemmernes ejendomme tinglyste deklarationer af 21. maj 1969
Grundejerforeningens formål er at varetage medlemmernes interesser som grundejere i enhver henseende, derunder at administrere og vedligeholde de under grundejerforeningen hørende veje, forsyningsledninger m.v.
Foreningen kan uden ændringer i nærværende love tilsluttes eventuelle sammenslutninger af grundejerforeninger eller hovedorganisation for sådanne.
§ 3.
Generalforsamling:
Generalforsamlingen har indenfor de i vedtægterne fastsatte rammer, den højeste myndighed i grundejerforeningens anliggender.
§ 4.
Indkaldelse til Generalforsamling:
Den ordinære generalforsamling holdes i april/maj måned og indkaldes via mail eller almindeligt brev (jf. §1) af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel, bilagt det reviderede regnskab for foreningen, dagsorden m.v.
§ 5.
Dagsorden:
For den ordinære generalforsamling skal der gælde følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent og 2 stemmetællere.
2. Beretning fra bestyrelsen om foreningens virke i det forgangne år.
3. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
4. Forslag fra bestyrelsen – herunder fastsættelse af kontingent.
5. Forslag fra medlemmerne.
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer. Valg til bestyrelsen gælder for 2 år. Hvert andet år vælges 3 og hver andet
år 2 bestyrelsesmedlemmer, idet formand og kasserer ikke kan afgå samme år.
7. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen.
8. Valg af 2 revisorer.
9. Eventuelt.
Forslag fra medlemmerne eller sager, der af medlemmerne ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal skriftligt tilsendes bestyrelsen senest 8 dage før generalforsamlingen.
§ 6.
Ekstra ordinær generalforsamling:
Ekstra ordinær generalforsamling indkaldes så ofte bestyrelsen finder det nødvendigt, eller senest 14 dage efter, at mindst 1/3 af foreningens medlemmer med angivelse af dagsorden har indgivet skriftlig begæring til bestyrelsen herom. Sådanne generalforsamlinger sammenkaldes med mindst 14 dages varsel.
§ 7.
Afstemning:
På generalforsamlingen vedtages forslagene med simpel stemmeflerhed. Ved vedtægtsændringer og vedtagelser, der for medlemmerne er økonomisk byrdefulde udkræves dog, at over halvdelen af grundejerforeningens medlemmer er til stede, og at 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. Hvis ikke halvdelen af medlemmerne er mødt frem, indkaldes med 7 dages varsel til en ny generalforsamling senest 15 dage efter. Hvis 2/3 af de fremmødte medlemmer er for forslaget, er det vedtaget.
§ 8.
Stemmeret:
På grundejerforeningens generalforsamling og andre møder har hver parcel 1 stemme.
Eet medlem kan repræsentere et andet medlem ved skriftlig fuldmagt. Endvidere kan ægtefæller gensidig repræsentere hinanden, når skriftlig fuldmagt foreligger. Stemmeafgivning er ikke skriftlig med mindre dette bestemmes ved almindelig stemmeflerhed.
Både stemmeret og valgbarhed fortabes, såfremt en restance til foreningen ikke er indbetalt senest 8 dage før en generalforsamling.
§ 9.
Bestyrelse:
Grundejerforeningen ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig selv med bl.a. formand, kasserer og sekretær.
Sekretæren fører en forhandlingsprotokol over generalforsamlings- og bestyrelsesmøder.
Bestyrelsen varetager grundejerforeningens forhold i enhver henseende og repræsenterer den i alle forhold.
Bestyrelsen er berettiget til under ansvar overfor generalforsamlingen at antage lønnet medhjælp, såsom assistance af revisor, advokat, landinspektør eller ingeniør.
Bestyrelsen råder over foreningens midler, alt i overensstemmelse med vedtægterne og de på generalforsamlingen tagne beslutninger. Bestyrelsen kan ikke uden generalforsamlingens beslutninger påføre foreningen gældsforpligtelser.
Bestyrelsen kan, når der skønnes at være behov for det, nedsætte udvalg for specifikke opgaver med deltagelse af medlemmer uden for bestyrelsen.
§ 10.
Bestyrelsesmøde:
Bestyrelsesmøde afholdes så ofte forholdene gør det nødvendigt. Alle bestyrelsesmedlemmer kan når som helst sammenkalde bestyrelsen. Sammenkaldelsen bør finde sted med mindst tre dages varsel, men i påtrængende tilfælde kan formanden sammenkalde med kortere varsel.
§ 11.
Tegningsberettigelse:
Foreningen tegnes i alle anliggender af 2 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf en skal være formanden eller kassereren.
§ 12.
Afstemning i bestyrelsen:
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer er til stede, hvoraf et enten er formanden eller kassereren. Beslutninger tages ved simpel stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens – i dennes fravær kassererens – stemme afgørende.
§ 13.
Regnskab og revision:
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Regnskabet revideres af 2 revisorer der ligeledes vælges af generalforsamlingen. Revisorerne har ret og pligt til uanmeldt revision.
§ 14.
Økonomi:
Grundejerforeningens midler hensættes i en bank eller sparekasse oprettet i foreningens navn. Kassereren kan alene disponere over diverse konti efter fuldmagt fra formanden, herunder oprette netbank og PBS. Den kontante kassebeholdning må ikke overstige kr. 1.000,-. Kassereren fører en af revisorerne autoriseret kassekladde samt protokol over medlemmerne
§ 15.
Kontingent:
Ved optagelse i grunderejerforeningen betaler hvert medlem et indskud på kr. 25,-.
På hver generalforsamling vedtages et kontingent pr. parcel for det kommende år.
I øvrigt skal hver parcel svare lige store bidrag til de fælles goder uanset deres ejendommes areal og beliggenhed.
Bestyrelsen sørger gennem kassereren for opkrævning af kontingenter m.v.
Vedtægtsændringer foretaget:
Den 5. august 1990
Søndag den 27. juni 2010 i §14 på ekstraordinær generalforsamling. (Kassererens mandat til at disponere over foreningens konti)
Søndag den 19. juni 2011 i §1 på ekstraordinær generalforsamling. (Elektronisk kommunikation)